Visionen med vores applikation er lige så enkel, som den er ambitiøs: ”Vi vil være hele verdens klæbehjerne.” Med vores webbaserede og emneinddelte notesbog vil vi således gøre det nemt for brugerne at holde styr på alle de informationer, der ellers ofte ender som løse lapper på køleskabslågen – eller forsvinder i glemslens tåger. Som den gode vin, du gerne vil huske navnet på. Som dit barns sjove guldkorn. Som titlen på en bog eller film, du har fået anbefalet. Som oplysningerne om dit vigtigste indbo. Som adgangskoderne til diverse webtjenester. Og så videre. Og så videre.
Med vores webapplikation sammensætter brugerne deres personlige notesbog af præcis de emner, de har behov for. Hertil får de som standard en praktisk kalender, en nyttig adressebog og en simpel notesblok.
Dansk lancering er planlagt til juni 2010. Her vil 30 emner (notesbøger) være klar – og flere vil løbende komme til, så brugerne hele tiden oplever nye muligheder med produktet.
Forretningsmodel:
Applikationen er baseret på forretningsmodellen freemium (dvs. med en gratis version og en betalt version med ekstra funktionalitet). Den gratis version indeholder op til 5 notesbøger (emner) efter eget valg foruden kalender, adressebog og notesblok. Denne version indeholder desuden 1 bannerreklame pr. side. Ved opgradering til premium-versionen kan brugeren vælge et ubegrænset antal notesbøger og får desuden mere upload-kapacitet, flere features – og ingen reklamer.
Målet er at nå en konverteringsrate fra gratis til premium på 4-7 procent.
Marked:
En webanalyse gennemført i Danmark i februar 2010 viser, at 40,2 % af respondenterne (503 personer, 18-65 år) betegner konceptet som en ”God idé”, mens 2,2 % svarer ”Fantastisk idé”. Med afsæt i analysen rammer konceptet bredt i forhold til både alder og køn. Dog er der en lille overvægt af kvinder under 30 år (hvilket dog formodes at hænge sammen med det nuværende ”web 2.0” design).
Skalering:
Efter opnået fodfæste i Danmark vil applikationen umiddelbart kunne oversættes og introduceres på nye markeder; i første omgang overvejes Holland og Sverige.
Ud over den geografiske skalering rummer projektet en række produktmæssige udviklingsmuligheder. Først og fremmest vil det være en central del af en fremtidig version at gøre applikationen mobil i form af en specialudviklet app til iPhone, Android og tilsvarende mobile platforme.
Konkurrenter:
I sin helhed med den brede palet af notesbøger samlet under én applikation findes der ingen direkte konkurrenter på nettet. Enkelte af notesbøgerne i applikationen findes til gengæld som selvstændige webapplikationer. Hertil komme amerikanske Evernote.com, der i et internationalt perspektiv må betragtes som den største umiddelbare konkurrent, om end deres strukturering af noter er signifikant anderledes end vores – hvorfor vi formodes at henvende os til to forskellige målgrupper.
Organisation:
Virksomheden er et anpartsselskab etableret i 2009 af et ægtepar, der i forvejen driver anden virksomhed sammen. Ejerne dækker først og fremmest de konceptuelle, kommunikationsmæssige og grafiske kompetencer. Programmering er outsourcet til et kinesisk (men danskejet) udviklingshus; en proces, der indtil videre er forløbet perfekt. Hertil kommer, at udvikling af ikoner som et vigtigt element i applikationens visuelle udtryksform er outsourcet til en designer i Brasilien.
Til gengæld har vi til de næste faser af udrulningen behov for at tilføre projektet de nødvendige kompetencer i forhold til
• forretningsmodellen
• PR
• markedsføring via sociale netværk (Facebook, Twitter m.fl.)
• øvrig online markedsføring (bannere/andet)
• introduktion på nye markeder
• styring af produktudvikling, herunder mobil platform til applikationen
• økonomi/finansiering
Økonomi:
Projektet er indtil videre finansieret gennem banklån. Den foreløbige investering andrager kr. 350.000,00.
Der er ikke udarbejdet detaljerede indtjeningsbudgetter, da begge de centrale indtjeningskilder (annoncer og premium-salg) er karakteriseret ved en relativt stor usikkerhed. Frem til det nuværende stadie har projektet derfor overvejende været drevet af en urokkelig tro på idéen, på markedspotentialet – og på tiltrækningskraften for såvel økonomi og kompetencer i forhold til den videre udrulning.
Og det er præcis her, Pre-Springboardet kommer ind i billedet …
Vi ønsker på Pre-Springboardet at stå over for personer, der kan udfordre os og give os kompetent sparring på centrale spørgsmål som
· Hvordan kommer vi videre, nu hvor vi (næsten) er klar med et stærkt produkt?
· Er vores forretningsmodel holdbar – eller kan den strammes op?
· Skal vi invitere partnere ind – og i givet fald hvilke typer (fx business angels)?
· Hvilke kompetencer skal vi integrere via partnerskaber?
· Hvilke kompetencer skal vi ansætte os til (hvis nogen overhovedet)?
· Hvilke kompetencer skal vi outsource?
· Hvor meget fart skal vi have på udrulningen – specielt i forhold til nye lande?
· Hvor hårdt skal vi satse på den mobile platform i det videre forløb?
Emner, der ønskes dækket på Pre-Springboardet
· Forretningsmodel (freemium)
· Go-to-market
· Online markedsføring, herunder via sociale netværk
· Internationalisering/Eksport
· Organisation/kompetencer
· Finansiering/partnerskab